Projekter

Projekter & koncepter

Her kan du læse om de forestillinger og koncepter, jeg har udviklet som producent og kreativ iværksætter.

Dejlig er jorden

Et nyt dansk juleoratorium

‘Dejlig er Jorden’ er et nyskrevet juleoratorium med musik af Andy Pape og tekst af Iben Krogsdal. Værket er inspireret af B.S. Ingemanns salme af samme navn og havde premiere i november 2021. Med værket ønskede vi at skabe et juleoratorium, der var iscenesat som musikdramatik – en ny genre, som ikke er prøvet før – og tage udgangspunkt i de komplekse og ofte modsatrettede følelser, der præger (samtidens) mennesker i juletiden. Forestillingen fik flotte anmeldelser og en varm modtagelse af publikum. Pressen skrev:

“Sygdomsangst, utroskab, ensomhed: Det nyskrevne juleoratorium ”Dejlig er Jorden” luller ikke lytterne ind i en illusorisk forestilling om, at den store højtid er ren og skær harmoni, tværtimod: På scenen blæste værkets fire sangsolister, klangrigt bakket op af det syv mand store orkester, os tilbage i kirkebænkene. De illustrerede med stemmer og kroppe de menneskelige udfordringer, der ulmer under juletræstæppet – både i de enkelte familier og på samfundsplan mere overordnet..”

Jyllands Posten: ⭐️⭐️⭐️⭐️   Kristeligt Dagblad: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Forestillingen tager på turné i Danmark i 2023, og hvis du er interesseret i en forestilling, så kontakt os og/eller følg os på facebook.

En tone i livet

Aalborg Sange – et umuligt projekt, der lykkedes!

I 2021 var jeg producent på projektet ‘En Tone i Livet’ for Aalborg Opera Festival. Projektet gik ud på at give udsatte borgere et kreativt frirum, hvor de sammen med en komponist – Michael Betteridge fra Manchester – satte toner og ord på deres liv. De medvirkende grupper var Ung Aalborg, Aktiv med demens, Kulturvitaminer og musikterapistuderende fra Aalborg Universitet. Grupperne skulle mødes og synge sammen, men landet var i store perioder lukket ned pga. corona, og de kunne således kun mødes online eller i små grupper à 5 personer. På trods af den umulige situation og takket være festivalens og de medvirkendes store dedikation til projektet, lykkedes det at gennemføre projektet, der kulminerede i koncerten ”Aalborg Sange”, som blev opført live i Musikhuset i Aalborg under operafestivalen 2021.

Lonely House

An American Collage of Classical Songs

Gershwin, Bernstein, Menotti, Weill! Jeg elsker det amerikanske repertoire og forestillingen Lonely House var spækket med de bedste sange herfra. Jeg har både projektleder, producent og kunstner på forestillingen, hvor tre ensomme eksistenser mødes på en bar og deres følelsesliv på magisk vis udfolder sig i løbet af aftenen.

Feeling lonely? You’re not the only one!

Forestillingen ”Lonely House” lader tre ensomme eksistenser mødes på en bar. De søger ind i sig selv, ud af sig selv, mod hinanden og fra hinanden, mens sjælen får stemme gennem sange, hovedsagelig med rødder i amerikansk klassisk musikkultur. Ind imellem tager de også fat i rene tekster som kommentar til deres situation, bl.a. med uddrag fra Marilyn Monroes digte og Edgar Lee Masters’ ”Spoon River”. Det er barsk, men også smukt, for gennem ensomhedens hus strømmer en flod af længsel efter fortryllelse og forløsning – ”magic”! Måske er livet ikke altid som drømmen, men musik og sang rummer jo i sig selv et håb om forandring. Så lad os mødes i baren og skåle med Gershwin, Weill, Barber, Stravinsky, Menotti, Bolcom, Previn, Adès and Bernstein!

Opera til kaffen

Når koncerten kommer ud til publikum

‘Opera til Kaffen’ er mit eget unikke koncertkoncept – skabt til det publikum, som ikke længere har mulighed for at komme ud til koncerter. Det er fortrinsvist plejehjem, ældrecentre og psykiatrien. Konceptet har været meget populært, og jeg har siden lanceringen sunget på over 100+ plejehjem og mange forskellige psykiatriske afsnit. I samarbejde med Aalborg Opera Festival lavede jeg en digital juleversion af Opera til Kaffen – en koncertvideo, som både i julen 2020 og julen 2021 blev sendt ud til alle landets plejehjem til glæde for beboere, personale og pårørende.

Samarbejdspartnere

Faste legekammerater

Nyskabende projekter kan ikke gennemføres uden opbakning og støtte fra gode samarbejdspartnere. Jeg er beriget med de bedste!